Om at blive set — stille

De fleste kommer til studiet en smule bange. Ikke fordi vi skal gøre noget voldsomt — vi skal sidde, drikke te, tale lidt. Men at blive set er uvant. Vi færdes hele dagen i verden med ryggen halvt vendt til den; vi tjekker telefonen når samtaler bliver for lange, vi siger jeg ser okay ud i dag i spejlet og går igen før svaret kommer.

Her bliver det anderledes. Der er et vindue mod nord, en stol, og et menneske der kigger tilbage.

Jeg plejer at sige: du skal ikke posere. Du skal bare stå der og trække vejret, og jeg trykker på udløseren når jeg ser dig. Der er et øjeblik — som regel efter femten minutter — hvor skuldrene falder ned, og blikket bliver blødere. Det er det øjeblik jeg venter på.

Et portræt er ikke et dokument af hvordan du ser ud. Det er et dokument af hvordan nogen så dig, på en bestemt formiddag, i et bestemt lys. Det er derfor jeg printer dem små. Store prints kræver noget af rummet; små prints beder bare om at blive holdt.