Tre stole på Kingosgade

Der er tre stole i studiet. Alle tre er gamle, ingen af dem matcher.

Den første er en dansk pindestol fra 60’erne, fundet på Lyngby Antikmarked en søndag morgen i regn. Den har en høj ryg og lav sæde, og den fungerer især godt til portrætter hvor vi vil have afstand mellem hovedet og baggrunden. Folk sidder anderledes i den end de gør derhjemme — lidt mere rank, lidt mere til stede.

Den anden er en polstret loungestol, noget der ligner en Børge Mogensen, men det er den ikke. Den er blød, den synker lidt, og den er til boudoir-sessioner. Man skal kunne trække vejret i et møbel før man kan slappe af foran et kamera.

Den tredje er bare en træstol. Ingen historie. Den står altid ved vinduet, og hænder hviler på dens armlæn i omkring halvdelen af alle billeder jeg har lavet de sidste fire år. Hvis jeg mistede den i morgen, ville jeg købe en ny identisk — og den ville ikke virke som den her.

Møbler er ikke rekvisitter. De er infrastruktur. De bestemmer hvor kroppen lander i rummet, hvordan vægten hviler, hvor længe nogen kan blive siddende uden at stivne. Tre stole er ikke mange. Det er netop nok til at vælge mellem.